• Nyheder >
  • En del af en større plan

En del af en større plan

27-03-2018

Gartnerelev Anders Ladegaard Jensen drømmer om at overtage en planteskole. Derfor har han valgt at søge praktik hos en frøleverandør, hvor han kan få masser af brugbar baggrundsviden. Grundstenen for en barrodsplanteskole er nemlig frø. Her fortæller Anders om sin praktik.

"Forståelsen for kompleksiteten i frø er noget af det vigtigste, jeg har lært. Da jeg begyndte i min praktik, var det nok lidt med den indstilling, at frø bare er frø, men så simpelt er det bare ikke."

Navn: Anders Ladegaard Jensen
Alder: 23 år
Uddannelse: Gartner
Praktiksted: Levinsen A/S
Fremtidsdrøm: Generationsskifte, Johansens Planteskole ApS

 

Hvad laver du som elev på dit praktiksted?

Min hverdag er meget forskellig. Da jeg begyndte i praktik, var det midt i høsten af bøg, og jeg var med ude i skoven for at samle bog ind. Herefter startede tørrings- og rensningsprocessen, hvor vi sorterer tomme og gode frø fra hinanden, sorterer efter størrelse og løbende foretager snitprøver af frøet. Pt går dagene med pakning af ordrer, og der er travlhed fra februar til maj. I denne periode er stratificering af frø højprioritet. Jeg foretager vandprøver af frøet, som dagligt vendes og får luft ved hjælp af automatiske tøndehylder. Vandprøverne fortæller mig, om procenten ligger, hvor den skal i forhold til forventet spiringstidspunkt. 

Hvad er det vigtigste, du har lært rent fagligt?

Forståelsen for kompleksiteten i frø og håndteringen af dem, er noget af det vigtigste, jeg har lært. Da jeg begyndte i min praktik, var det nok lidt med den indstilling, at ”frø er frø”, men så simpelt er det bare ikke. 

Nogle frø kræver forbehandling, andre gør ikke. Nogle år er frøsætningen stor, nogle år er den så lille, at det påvirker planteskolernes produktionsprogram negativt og i sidste ende plantemarkedet. Vejret spiller også en stor rolle for frøhøsten. Kan vi få frøet ind tørt, undgår vi tørringsprocessen, og får vi store mængder nedbør, kan vi risikere svampeangreb i frøet. Derudover har jeg fået en større viden om frøets fysiologi eksempelvis hvilket frø der kræver forbehandling og hvilket frø der ikke kræver dette. Endvidere en indgående viden om kulde- og varmestratificering.

"Mit praktiksted giver mig rammerne til at reflektere over alle de faglige aspekter, jeg gennemgår i løbet af en arbejdsdag med frøet, og det har gjort, at jeg er blevet mere detaljeorienteret."

Hvad er det vigtigste, du har lært om dig selv?

Indtil videre er det vigtigste, jeg har lært om mig selv, at det er ok at stoppe op og reflektere – og hellere en gang for meget end en gang for lidt. Mit praktiksted giver mig rammerne til at reflektere over alle de faglige aspekter, jeg gennemgår i løbet af en arbejdsdag med frøet, og det har gjort, at jeg er blevet mere detaljeorienteret. 

Hvad gør dit praktiksted særligt godt?

Levinsen A/S er et praktiksted, der gerne vil lære fra sig. De uddelegerer ansvar til elever, og det giver en masse selvtillid.

"Konsekvensen af ingen praktik ville være en forringet undervisning, forringet forståelse hos os elever og i sidste ende en forringet uddannelse."

Der er også plads til at finde på egne ideer og løsninger. Fx havde vi noget bøgefrø, hvor der var en del ahornfrø i fra høsten. Frøene har samme tykkelse og vægt, så det var svært at adskille dem på rensemaskinerne. Produktionschefen og jeg kom begge med ideer til, hvordan vi kunne løse problemet men uden held. Min leder gav mig et par gode tips, og jeg fik lov til at arbejde videre med min idé, og efter et par timer fandt jeg løsningen. Levinsen A/S er et fremragende praktiksted.

Hvad betyder din praktik for din uddannelse?

Praktikdelen har afgørende betydning for læringen både i praktikperioden og i klasselokalet på JU. Det praktiske inddrages ofte i undervisningen og omvendt, så konsekvensen af ingen praktik ville være en forringet undervisning, forringet forståelse hos os elever og i sidste ende en forringet uddannelse. 7-9-13 – samspillet mellem skole, elever og praktikvært må aldrig stoppe!

Flere nyheder

Uddannelser
26-02-2018
Den Gyldne Plovspids 2018
Fire nyfaglærte jordbrugsmaskinførere har modtaget en særlig hæder for deres afsluttende eksamensopgave.
Praktik
26-03-2018
Morten har fundet sit kald
Morten Pedersen læser til anlægsgartner på JU Århus og har praktikplads hos Randers Kommune.
Navne
27-03-2018
23 nye faglærte gartnere
Tirsdag 27. marts dimitterede 23 nye gartnere med speciale i handel, planteskole eller væksthus fra JU Århus.