I starten af den danske vinter valgte jeg at søge læreplads i Brasilien. Min idé var at opleve livet og arbejdet i et helt nyt format. Bare tre måneder og så tilbage. Nu sidder jeg her, otte måneder inde i min praktikperiode, stadig i Brasilien, og jeg skal prøve at samle min oplevelse med et par ord. På portugisisk dækker udtrykket ’Meus deus’ (min gud) ret godt. Men lad mig prøve.

Fra Odense bibliotek sendte jeg min omhyggeligt skrevne besked ud til Terramana, en frugt- og grøntgård i det centrale Brasilien. Min besked skulle igennem flere gennemlæsninger, før jeg var tilfreds. Jeg var meget nervøs og tænkte, at min idé var en smule skør. De ville nok ikke svare. Der gik to dage og så kom svaret: Jeg var velkommen, og de skulle nok hente mig, når jeg landede. Efter en del papirarbejde, et visum og et håbløst sidste-øjebliks-forsøg på at lære portugisisk med Duolingo, tog jeg afsted til Brasilien.

Arbejdsplads, bopæl og genoplivede marker

Jeg blev samlet op af Anna i hovedstaden Brasília. Vi kørte videre til gården, der ligger i Vendinha i staten Goias og skulle blive mit hjem og arbejdsplads det næste stykke tid. Parret Anna og Tao har sammen et fem år gammelt frugt- og grøntlandbrug, som baserer sig på agrofloresta. Agrofloresta har sine rødder i Brasilien og har flere ligheder med den måde, man dyrker jorden inden for permakultur, men har et større fokus på forholdet mellem input og udbytte. Man arbejder med genopbygningen af mikroliv og biodiversitet i trætte landbrugsjorde, hvilket bl.a. indbefatter indarbejdning af buske og træer i markdesignet. På marken står derfor mange kulturer sammen i rækker, og udvalget er sammensat med tanke på både profit og markens behov. Det er et interessant puslespil at lære.

En anden hverdag med motorsav og machete

Min arbejdsdag starter kl. 7 og slutter kl. 15 hos Terramana, der er inddelt i tre afdelinger: Marken, Processing og Dyrehold. Jeg får lov at se alle dele, men mit arbejde er i marken. Gården har tre fastansatte i marken, én i dyrehold og to i processing. For de fastansatte er dagene længere, med fyraften kl. 17:30 og 1,5 times frokostpause.

I Brasilien er landbrugsarbejde lig med lange dage. Ofte i bagende sol, med hårdt fysisk arbejde og ringe løn. Da arbejdskraft er billigere end maskiner, er det ofte mere tiltalende at investere i en ekstra ansat end i en traktor, der kan gøre arbejdet lettere.

Arbejdsforhold og redskaber er også nogle andre end i Danmark. Der er færre regler i forhold til håndtering af fx gødningsmidler og sikkerhedsudstyr. Da det var tid til beskæring af frugttræer, fik jeg en motorsav i hånden og blev bedt om at kravle op i et meget tyndstammet træ. Så godt jeg nu kunne. 

Arbejdet er ofte manuelt, og macheten er et absolut universalt værktøj, der både kan erstatte græsslåmaskinen, saven og beskæresaksen.

Flora og faunaen er også anderledes her. Der er slanger, termitter, tørke og regnsæson at tage højde for, og alting lader til at gro med lynets hast. Primærafgrøderne på gården er passionsfrugt, kaffe og mango. Men inden for agrofloresta ligger det største arbejde ofte i de sekundære afgrøder. Ukrudt, bananpalmer og hurtigt voksende træsorter anvendes som jordforbedring og har hver sin funktion. Særligt arbejdet med bananer har været interessant for mig. De gror hurtigt og overalt i Brasilien og er med til at holde en masse vand i marken, så man med den rette planlægning ikke behøver kunstvanding. Pleje af palmerne foregår også med machete. Det er her, arbejdet virkelig bliver til et håndværk, hvor man kan se, hvem der er erfaren og laver rene snit.

En brasiliansk landmand går aldrig i marken uden sin machete.

Sprogbarrierer og personlige sejre

Som en ægte optimist undervurderede jeg sprogbarrieren før ankomst. I mine frokostpauser blev der derfor terpet portugisisk. Men portugisisk i en lærebog er langt fra det portugisiske, der bliver talt i landområderne. Det blev til nogle sjove misforståelser, bl.a. da jeg selvsikkert fik guidet et af Taos familiemedlemmer til poolen, da han spurgte om toilettet.

Heldigvis har jeg erfaret, at der er mange måder at kommunikere på, og at man sagtens kan forme stærke relationer og forstå relativt komplekse ting uden et fælles talt sprog – især når man har et arbejde at være sammen om. Med tiden er jeg gået fra at modtage en arbejdsopgave til at være en del af arbejdsplanlægningen. Når der kommer engelsktalende besøgende, er det blevet min opgave at guide og sætte dem ind i gårdens rytme.

Det er en stærk følelse at mærke, at der bliver givet ansvar og tillid til mig, og at jeg erhverver mig begge dele gennem min arbejdsindsats. Således endte det også med, at jeg fik lov at besøge to andre gårde – en i den sydlige del af landet og en i det nordlige.

Den brasilianske ’jeito’ (måde)

Selvom arbejdet i marken er hårdt, og det er lange dage, er der stadig en afslappet stemning. Der er altid tid til smil og snak. Det er noget helt særligt brasiliansk, som skinner igennem både i og uden for arbejdspladsen, og som jeg gerne vil tage med, når jeg kommer tilbage til Danmark.

I min fritid tager jeg på eventyr. Jeg har set vandfald, (forsøgt) danset gadesamba, sludret med butiksindehavere og hvem der ellers havde lyst. Det føles utrolig let at være fremmed i Brasilien. Selvom man ikke kan sproget, bliver man let inviteret ind i fællesskabet. Det virker som om engagement og interesse er en del af folkesjælen. Det er let at netværke både privat og arbejdsmæssigt. Blandt gårdene, som arbejder med agrofloresta, er der et tæt netværk.

Et lærerigt eventyr

Der er så meget nyt og så mange ting at forelske sig i, at jeg har valgt at tage hele mit praktikforløb i Brasilien.

På mit snart hele år i landet har jeg ikke blot lært en helt ny gren af gartnerfaget at kende, jeg har set tre forskellige dele af et enormt land, arbejdet med frugt og grønt i tre forskellige biomer, tillært mig et sprog (næsten da), tekniske færdigheder, fået en machete overrakt af min mester og fået øjnene op for betydningen af mit fag i både lokal og international sammenhæng.

Jeg kommer derfor hjem med to kufferter fulde af oplevelser og en følelse af, at mit arbejde betyder noget, og at der endnu er en hel verden at lære af.