Hej. Jeg hedder Marie og er anlægsgartnerelev. Under min oplæring her i San Diego Botanic Garden har jeg oplevet alt fra at beskære palmer og plante meterhøje kaktusser til at lære om lokale økosystemer og deltage i naturgenoprettelsesprojekter. Det er en helt anden verden end Danmark – men utrolig lærerigt og inspirerende.
Klimaet i Californien: En anderledes udfordring for en dansk lærling
Klimaet i den sydlige del af Californien er tørt og solrigt, selv her i midten af november. For knap to måneder siden begyndte jeg min oplæring i den botaniske have i San Diego, og solen har skinnet næsten uafbrudt siden da. Jeg har kun oplevet regn én enkelt gang. Det er bestemt godt for humøret, men alt, hvad jeg har lært om anlægsgartneri i Danmark gennem de sidste tre år som lærling, må jeg lægge til side her i haven.
Min danske viden om anlægsteknik er ikke brugbar, og planterne her er helt anderledes. En eg ligner slet ikke en eg, og de få planter, jeg kan genkende, er stueplanter i Danmark: en clivia her og en stuearalie blandt bambusserne der. Her beskærer vi palmer, ikke æbletræer. Her angriber en øresnudebille ikke rhododendron, men kaktusser, og larverne får kaktussernes indre til at rådne. Det er spændende og lærerigt – på sin egen eksotiske måde!
San Diego Botanic Garden: En verden af planter og mikroklimaer
San Diego Botanic Garden er en knap 15 hektar stor besøgshave beliggende cirka en halv times kørsel nord for downtown San Diego, tæt på kysten. Havens varierende topografi skaber mange mikroklimaer og gør det muligt at dyrke en imponerende mangfoldighed af planter.
Haven er inddelt i 29 forskellige temahaver, blandt andet en tropisk regnskov, en subtropisk frugthave, en ørkenhave og et område med planter hjemmehørende i Californien. Der er også lægeurter, områder med planter fra Sydamerika, Himalaya og Australien, haver for børn og insekter samt Nordamerikas største samling af levende bambus.
Haven har også sin egen planteskole, hvor planter dyrkes til både samlingen og naturgenoprettelsesprojekter uden for haven. Jeg har været så heldig at deltage i nogle af disse projekter sammen med mine kollegaer.
En travl hverdag i haven
I mit team, der som det eneste står for vedligeholdelse af planterne i selve haven, er vi ni ansatte. Vi har rigeligt at se til.
Om morgenen går tiden med at vande de områder, der enten ikke har automatvanding eller hvor systemerne ikke fungerer. Jeg vander typisk konservatoriet, et drivhus fyldt med tropiske planter, som hænger i store installationer ned fra loftet.
Vi forbereder også haven til de besøgende ved at rive grusstier og blæse blade væk fra befæstede områder. Resten af dagen bruges på andre opgaver, ofte vedligeholdelse af et område, der trænger særligt. Vi håndluger meget, trimmer ukrudt og anvender lejlighedsvis pesticider – dog kun når det er nødvendigt for at beskytte havens samling af planter. Det meste ukrudt holdes nede med et godt lag træflis.
Nye planter og udfordringer
Vi bruger også tid på nyplantning, især i havenes planteskole, hvor vi vander, gøder og opformerer planter til udplantning. Når der plantes nyt, er det ofte kaktusser og sukkulenter – mest i den nyanlagte ørkenhave.
At plante en meterhøj kaktus er en udfordring. Ved hjælp af presenninger, lasso, læderhandsker og gulvtæpper bukserer vi planterne på plads. Jeg har ofte fået ømme og hævede hænder af giften fra opuntia-kaktusser og agaver, men resultatet er det hele værd. Ørkenhaven ser fantastisk ud med røde aloer, træ-aloer, majestætiske dragetræer og klatrende kaktusser.
Undervisning og faglig udvikling
Mit team er ungt, og flere af mine kollegaer har ikke tidligere erfaring som gartnere. Derfor bliver der jævnligt sat tid af til undervisning. Havens arborist lærer os for eksempel at beskære. Mange af principperne er de samme som i Danmark: at fjerne syge, døde og krydsende grene og højst en tredjedel af kronen.
I en botanisk have er formålet med beskæring dog også at vise naturens processer. Træerne skal ligne dem i naturen, så ikke alt dødt materiale fjernes, og man bevarer den naturlige vækstform. Derudover lærer vi blandt andet at slibe beskæresakse, reparere sprinklere og håndtere skadedyr som gofere, der ødelægger træernes rødder.
Inspiration fra andre haver
Vi har været på ekskursion til The Huntington Gardens i Los Angeles – en botanisk have på et helt andet niveau. Her stod alt skarpt, og det var tydeligt, at haven har flere midler til nyanlæg og flere gartnere per hektar.
Fra en formel have med californiske planter og klippede myrtehække til en ørkenhave med lavasten, en regnskov med figentræer og luftrødder, en kinesisk have med mosaiksten og en japansk have med broer og formklippede træer – alt var imponerende. Jeg følte mig dybt inspireret og taknemmelig over at opleve det.
Oplevelser uden for arbejdet
Også uden for arbejdet har jeg mange gode stunder. Amerikanerne er imødekommende, og det er let at falde i snak med folk. Jeg har besøgt Las Vegas og planlægger en tur til San Francisco over jul og nytår.
Med en elektrisk mountainbike har jeg udforsket naturen omkring San Diego – en overraskende cykelvenlig by. Her er smukke kyster, bjerge, dale og en smeltedigel af kulinariske muligheder. Man kan hike, surfe, klatre og opleve gratis koncerter og museer.
En oplevelse for livet
Det er spændende at få indblik i en amerikansk kultur, der adskiller sig fra det billede, medierne ofte tegner. San Diego Botanic Garden er mere end en besøgshave; det er også et videnskabeligt center, der arbejder med bevaring af truede arter og restaurering af lokale økosystemer.
Jeg er dybt taknemmelig for at få lov til at opleve det hele gennem min oplæring her.