25. marts 2022

Håndgribelige forslag til et mere bæredygtigt landbrug

Fremtidens landmænd har en nøglerolle i den grønne omstilling. Ambitionen er en klimaneutral…

Uddannelser

Et solcelledrevet elhegn og udskiftning af alle lysstofrør til LED-lys med timer, er nogle af de helt konkrete anbefalinger, som en gruppe landmandselever fra JU Århus har formuleret til ét af gruppemedlemmernes læreplads. Anbefalingerne formulerede de, da de onsdag d. 23. marts sammen de andre landsmandselever fra skolen deltog i en landsdækkende bæredygtighedsdag for alle landbrugsskoler. Fremtidens landmænd har nemlig en nøglerolle i den grønne omstilling. Ambitionen er en klimaneutral fødevareproduktion inden 2050, og dagen skulle gøre det mere håndgribeligt, hvad landbruget rent faktisk kan gøre for at nå det ambitiøse mål.

Dagen startede med en fælles online samling for alle landets landbrugsskoler, hvor de fik en fælles indflyvning og peptalk. Dernæst var der arrangeret virksomhedsbesøg i hele landet, så eleverne kunne få indsigt i blandt andet cirkulær økonomi, cirkulært forbrug, alternative energiløsninger og forskellige former for genanvendelse.

Læring om vandforbrug i landbruget

2. hovedforløb hos JU Århus var på virksomhedsbesøg hos Skanderborg Forsyning, hvor de lærte en masse omkring vandforbrug og muligheder og risici forbundet med genbrug af vand i landbruget.

Direktør, Per Grønvald, fortalte om deres erfaringer, og i løbet af formiddagen blev der både diskuteret grøn omstilling og bæredygtig produktion, risikostyring og fødevaresikkerhed, samt indsatsplanlægning og grundvandbeskyttelse. Per Grønvald udtalte efter besøget: 

Jeg er enormt glad for, at vi igen kan slå dørene op og tage imod gæster, og det er altid dejligt, når studerende har lyst til at gå i dialog om fremtidens produktion og den grønne omstilling, som vi her i Skanderborg Forsyning er meget optaget af. For det er jo det, vi gør i dag, der kommer til at påvirke dagen i morgen.”

Forslag til bæredygtighedstiltag på egne lærepladser

Efter virksomhedsbesøget tog eleverne tilbage til skolen for at arbejde med en helt konkret case i form af elevernes egne lærepladser og zoome ind på hvilke bæredygtighedstiltag, der vil give mening at implementere netop dér. I deres opgaveløsning skulle eleverne lave beregninger og forholde sig til både fordele og ulemper ved de enkelte anbefalinger.

Én af grupperne bestående af eleverne Emma, Nanna, Anne og Malene har taget udgangspunkt i Emmas læreplads og er bl.a. kommet med anbefalinger til at køre elhegnet på solcelleenergi og udskifte alle lysstofrør til LED lys med timer. En anden anbefaling er at udskifte rørmalkningsanlægget til en malkerobot, som i øvrigt vil kunne vaskes i renset vand fra gårdens boring. Emma siger:

Det har været rigtig spændende at tage udgangspunkt i et sted, som jeg kender rigtig godt – og min mester glæder sig til at høre, hvad vi er kommet frem til.”

De 10 bud

Den sidste opgave før en fælles online afslutning gik ud på, at alle klasser ude på landbrugsskolerne skulle formulere 10 bud på, hvordan man sikrer et mere bæredygtigt landbrug i fremtiden. Alle de mange bud bliver efterfølgende kondenseret til 10 samlede bud, som skal viderebringes til landbrugsordførerne på Christiansborg.

Bæredygtighedsdagen markerer, at årets ressourcer allerede er opbrugt

Den landsdækkende bæredygtighedsdag er arrangeret af foreningen Danske Landbrugsskoler, som tæller 11 danske landbrugsskoler med i alt 1500 elever og lærlinge. Datoen for arrangementet var onsdag d. 23. marts, fordi det cirka er tidspunktet, at vi i Danmark har brugt hele vores ration af årets ressourcer, hvis vores forbrug skal være bæredygtigt. Temaet tager udgangspunkt i FN’s Verdensmål nr. 12: Ansvarligt forbrug og produktion.

Relaterede Nyheder