Magnus og Nikolaj skal kæmpe om at blive Danmarks bedste anlægsgartnere til DM i Skills fra d. 17.-20 april. LÆS MERE
  • Nyheder >
  • Solcelledrevet markrobot til undervisningsbrug

Solcelledrevet markrobot til undervisningsbrug

22-02-2023

Vi har bl.a. via midler fra pulje til grøn efteruddannelse og opkvalificering fået bevilliget en selvkørende, solcelledrevet markrobot med så- og lugefunktion fra den danske robotproducent, FarmDroid.

 

Elever skal blive fortrolige med nyeste teknologi 
Skolen skal bruge robotten i undervisningsøjemed til elever på grundforløb/hovedforløb på både landbrugs- og gartneruddannelserne. Det har altid stået højt på skolens dagsorden, at deres elever bliver godt rustede til fremtiden og får indsigt i de teknologiske hjælpemidler, der udvikles til de grønne fag. En del af projektet handler også om at udvikle relevant og understøttende undervisningsmateriale. Til foråret vil markrobotten komme i brug på skolens egne marker ved skolens landbrugsafdeling, Bredballegård.

 

Intelligent, multifunktionelt og bæredygtigt hjælpemiddel
Robotten er selvkørende – og kan både så og luge rækkeafgrøder. Den kan oplades, konventionelt men primært er den solcelledrevet via paneler monteret på toppen. Det betyder, at brugen af den er yderst bæredygtig – hvilket i høj grad er noget fremtidens landmænd og gartnere hele tiden stærkt fokus på.

Robotten er delvist finansieret via midler fra "Puljen til udstyrsinvesteringer og tilhørende kompetenceudvikling" samt fra Yding Smedie og Maskiner A/S, der er eneforhandler af FarmDroid i Danmark – og som skolen samarbejder med på flere områder i forvejen.