
Kan man få 25 gartnerelever med vidt forskellige baggrunde, aldre og interesser til at fordybe sig i det samme en hel uge? Ja – når det handler om planter og træer. Den årlige studietur for 1. hovedforløb er en vigtig del af uddannelsen. Her får vi indblik i gartnerier i forskellige skalaer. Fra de største kommercielle produktioner til små nicheprojekter drevet af passion og innovation.
Tekst af gartnerelev, Carsten Boe
Holland – nytænkning og høj produktion
Turen begyndte i Utrecht, hvor vi havde base de første tre dage. Allerede første besøg hos Rijnbeek Perennials gjorde stort indtryk: en virksomhed med 80 års erfaring, som i dag producerer mere end 5.000 sorter af stauder – alt sammen uden brug af spagnum. Bæredygtighed og innovation er tydelige nøgleord, og vi fik et godt indblik i, hvordan en klassisk planteskole kan positionere sig globalt gennem en grøn profil.
Hos Dry Hydroponics oplevede vi et dyrkningssystem, hvor salater flyder i bassiner på flamingoplader. Metoden sparer jord og reducerer spild, men udfordringen er at få smagen til at matche jorddyrkede salater. Diskussionen blandt eleverne gik hurtigt på, om denne type produktion kan blive et reelt alternativ i Danmark, hvor konkurrencen fra vertikale farme og drivhuse er stor.
Et andet højdepunkt var Arcadia Chrysanten. En af Hollands store producenter af krysantemum. Med 25 hektar moderne væksthuse og 80 ansatte er virksomheden et eksempel på, hvordan teknologi, styring og præcision kan skabe en fejlfri og ensartet produktion. Her blev vi også præsenteret for deres fokus på geotermisk energi – et konkret skridt i den grønne omstilling.
Mere jordnært og lokalt var besøget på Koningshof, en økologisk grøntsagsproduktion i udkanten af Utrecht. Her kombineres klassiske dyrkningsmetoder med et stærkt lokalt engagement. Udover salg af grøntsager tilbyder de workshops og små private haver, hvor byboere kan dyrke egne afgrøder. For mange af os var det en øjenåbner at se, hvordan landbrug og by kan smelte sammen på en social og bæredygtig måde.
Vi fik også mulighed for at besøge Utrechts botaniske have – Hollands største – som med sin enorme samling af planter, sommerfugle og økosystemer både fungerer som forskningscenter og som grønt åndehul midt i byen. Lidt mere eksperimenterende var turen til Fungi Factory, en lille nichevirksomhed, der dyrker svampe i containere. Det viste, at selv små projekter kan skabe stor værdi, når de drives af passion og kreativitet.
Sidste hollandske stop var Noorland Pepper, en imponerende virksomhed med næsten 10 hektar peberfrugter. Her produceres op mod 20 millioner frugter om året, og vi så, hvordan effektivitet og samarbejde i lokalområdet gør det muligt at levere til både supermarkeder og store internationale kæder.

Tyskland – tradition og nytænkning hånd i hånd
I Tyskland stod især Zu Jeddeloh Pflanzen frem. Med en historie på 15 generationer og 95 hektar planteskole er virksomheden både traditionsrig og moderne. Deres brug af ”pot-in-pot”-systemet til træer og buske viste os nye måder at tænke effektivitet og bæredygtighed på. Samtidig arbejder de aktivt med grøn omstilling, blandt andet ved at omlægge arealer til blomsterenge for at styrke biodiversiteten.
Vi afsluttede turen i Hamborg med et besøg hos Garten von Ehren. Et stort havecenter med rødder tilbage til 1865. Her handler det ikke kun om at sælge planter, men om at skabe en helhedsoplevelse for kunderne gennem inspirerende indretning, faglig rådgivning og events. Besøget viste, hvordan også detailleddet i gartneribranchen udvikler sig og tilpasser sig kundernes ønsker.
Nye perspektiver
Efter en uge fyldt med indtryk vendte vi hjem med hovedet fuldt af nye idéer. Vi fik set, hvordan gartnerfaget spænder fra højautomatiseret stordrift til små passionerede nicheproduktioner, og hvordan både tradition og innovation kan gå hånd i hånd.
En stor tak skal lyde til Jordbrugets UddannelsesCenter Århus og vores lærere for at gøre turen mulig – og en særlig tak til Kirsten Wiedemanns mindelegat, hvis støtte gjorde denne studietur til virkelighed.