13. september 2025

Magnus og Nikolaj får en Medallion for Excellence til EuroSkills

Anlægsgartnerne Magnus og Nikolaj endte lige uden for podiet på en flot 4. plads, og de sikrede sig en såkaldt Medallion for Exellence.  

Internationalt
Anlægsgartner
Generelt
Navne
Foto: ©Lasse Skov –  Stemningen på det danske hold lige efter konkurrencen blev fløjtet af fredag eftermiddag

Der var store forventninger til anlægsgartnerne Magnus Franch Hald og Nikolaj Dalsgaard Bohnfeldt, da de repræsenterede Danmark i Landscape Gardening ved EuroSkills 2025 i Herning. 

Selvom Magnus og Nikolaj oplevede udfordringer den første konkurrencedag, kæmpede de sig flot tilbage og leverede et imponerende arbejde de sidste to dage. Deres præstation blev anerkendt af både dommere og publikum, men medaljerne glippede til sidst i det skarpe felt. Til den store afslutningsceremoni lørdag aften endte de dog lige uden for podiet på en 4. plads, og de sikrede sig en flot såkaldt Medallion for Exellence. Den bliver tildelt de fagatleter, der har fået over 700 points ud af de i alt 800 point, som er mulige at opnå. Frankrig løb afsted med guldmedaljen, efterfulgt af Luxembourg på 2. pladsen og en delt 3. plads til Ungarn og Belgien. 

“Selv om vi ikke kom på podiet, er vi utroligt stolte af, hvad vi har leveret,” 

udtaler Nikolaj –  Magnus fortsætter:

”Vi gav alt, hvad vi havde – og det har uden sammenligning været en oplevelse for livet.” 

Magnus og Nikolaj begge er uddannet hos Jordbrugets UddannelsesCenter Århus. Det er tredje gang siden 2018, at skolen har haft deltagere med i EuroSkills-konkurrencen. Deltagelsen viser, at eleverne kan nå helt til tops – også på den internationale scene.

Royalt besøg og et vigtigt udstillingsvindue 

H. M. Kong Frederik lagde vejen forbi EuroSkills, hvor han brugte særligt lang tid på anlægsgartnernes konkurrencestand. Her havde han en lang snak med Peder Glud, uddannelsesleder fra JU Århus, der fungerede som standens Workshop Manager.  

De mange forskellige konkurrencer blev fulgt tæt af de omkring 100.000 besøgende, der lagde vejen forbi de tre intense konkurrencedage – heraf 60.000 folkeskoleelever, som fik indblik i de mange muligheder inden for håndværksfagene. EuroSkills er dermed ikke kun en konkurrence på højeste niveau, men også et afgørende udstillingsvindue for at inspirere kommende faglærte.

Relaterede Nyheder