Elever forbereder sig til ”løvens hule” hos Kverneland
18-12-2018
Landmands- og jordbrugsmaskinførerelever fra Jordbrugets UddannelsesCenter, Århus (JU) er gået i gang med endnu et innovationsprojekt i samarbejde med Kverneland. To udsendte Kverneland-medarbejdere besøgte tirsdag d. 11. december Bredballegård.
”5-7 minutter har I til at præsentere jeres gruppes idé for os,” siger produktspecialist Mathies Tang-Jensen fra Kverneland. Han fortsætter: ”Jeg vil klart anbefale jer at se et par afsnit af DR-programmet Løvens Hule, for så ved I nogenlunde, hvad konceptet går ud på.” Eleverne ser en lille smule angstprovokerede ud.
Samarbejdet om forløbet, der strækker sig over tre uger, er en gentagelse af sidste års succes. Kulminationen på projektet bliver, når de skal fremlægge projekterne for Kverneland i Kerteminde d. 4. januar. Eleverne samarbejder i grupper og deres pitch til Kverneland er selve opgaven. Der er altså ingen skriftlig rapport. Landmandseleverne, som er længst i deres forløb har dog også en mindre skriftlig opgave. Den konkrete opgave går ud på, at eleverne skal udvikle tiltag til eller noget omkring smartfarming til fremtidens skårlægger til brug på maskinstationer og landbrug. I bedømmelsen vil der blive lagt vægt på, at forslagene reelt er innovative og anvendelige, samtidig med at de selvfølgelig skal kunne levere en reel værdi og kunne blive en god forretning.
Jan Vestergaard Madsen, leder af designafdelingen i Kverneland, siger om samarbejdet:
Mathies tilføjer:
”Det var helt klart en øjenåbner, at de kom med så værdifuldt input til os. Derudover er det også en unik måde for os at scoute efter nye talenter til vores virksomhed. Det giver os samtidig en øget synlighed blandt fremtidens brugere af vores produkter og et stærkere netværk i en relativ lille branche."
Et hold af ingeniører og produktfolk fra Kverneland vil være til stede til elevernes fremlæggelse. De vil præmiere det hold, der kommer med det bedste og mest gennemarbejdede projekt. Innovationsprojektet er en del af elevernes afsluttende forløb på uddannelsen. De bliver færdige i henholdsvis januar og marts.