Vores talentfulde anlægsgartnerelever, Magnus og Nikolaj, har vundet DM i Skills🥇 LÆS MERE
  • Nyheder >
  • Emils praktikoplevelser i Spanien

Emils praktikoplevelser i Spanien

07-03-2019

Vidste du, at der rigtig gode muligheder for at komme i praktik i udlandet, når du tager en uddannelse hos JU Århus? Du kan endda få mange af udgifterne betalt via programmer som Erasmus+ eller søge om økonomisk støtte via PIU-ordningen. Emil Poulsen går JU’s gartneruddannelse på 2. hovedforløb, og han er lige hjemvendt fra sin praktikperiode i Spanien hos to forskellige virksomheder. Her får du et lille indblik i hans hverdag og oplevelser med en anden kultur, sprogbarrierer og udfordrende arbejdsopgaver inden for gartnerfaget.

 

Alsidige arbejdsopgaver et nyt syn på appelsiner
Jeg har fået fornøjelsen af at arbejde i en virksomhed der hedder Babarre Blanc, det er en virksomhed med 300 medarbejdere, der har 12 hektar væksthus pakket ind i plastik. Det er vildt at opleve! Jeg har været tilknyttet forædlingsafdelingen. Her har jeg mest arbejdet med snit-nelliker. Men jeg har også arbejdet med sukkulenter, spanske margueritter, pelegonium og limonium.

Jeg har arbejdet med praktiske opgaver som at høste pollen og bestøve. Det er et omfattende program. Jeg har høstet frø, kigget i mikroskop, plantet nye planter, haft daglige gange med forædlings-managerne, hvor jeg har set deres arbejde, samtidig med at jeg har set nogle helt andre arbejdsrutiner og et hierarki i virksomheden, som er helt anderledes end det, jeg kender hjemmefra.

I landskabet er der meget landbrug, mange plantager af citrus, mandler og druer, der er grøntsager og væksthuse. Spanierne er vildt gode til at styre en monokultur, man skal kigge godt efter for at se fejl i deres produktion!

I de sidste 2 uger er jeg hos Citrus Plant, som producerer alt inden for slægten Citrus. Lige fra grundstamme til podning. De sælger til sidst planterne som barrod til andre grossister, eller til plantager rundt omkring i Spanien.

Virksomheden har også 500 hektar med plantager af citron, klematis, mandarin, appelsin og grapefrugt, som er 20% økologisk. Denne virksomhed er kæmpestor, de styrer markedet totalt og har Royal på sorter og grundstammer. Det er spændende, og jeg får et rigtigt godt indblik i hverdagens daglige udfordringer, og jeg får set og smagt på en del citrusfrugter. Så for mig er en appelsin ikke bare en appelsin mere.  

Omgivelserne
Gulvene er kolde, men solen er varm. På første de 45 dage af praktikken har det endnu ikke regnet. Temperaturen ligger på 14-18 grader om dagen, hvilket er er helt vildt for mig. Jeg er faktisk begyndt at savne regnen. Jeg er blev taget rigtigt godt imod af Jose Marie, han gav mig en fantastisk rundvisning i byen og på skolen og fortalte om området, Skolen har indlogeret mig på et ca. 14 m2 værelse, det er simpelt, men der er alt, hvad jeg skal bruge, der er bad og et lille primitivt køkken. Bygningen, jeg bor i, blev ramt af et jordskælv for 8 år siden, og det bærer bygningen desværre stadig præg af. Skolen har skabt de bedste muligheder for mig, jeg har Internet, og jeg har en masse nøgler til forskellige rum, blandt et kafferum og vaskerum. Min hverdag er nem.

 

Spansk siesta på både godt og ondt
Jeg kendte godt til konceptet siesta, og det har jeg nu oplevet i praksis. Jeg er fan og samtidig ikke fan af den kultur, der betyder, at arbejdsdagen er fra kl. 8.00-19.00. Det er en virkelig lang arbejdsdag og tænk, hvis man oven i har en time til og fra arbejde. Så bliver jeg nærmest deprimeret på deres vegne. Men jeg ved også, at det er vinter og om sommeren, er det ikke til at holde ud at arbejde med en temperatur på 30 grader. Nogle af de lokale arbejder lidt mere i vinterhalvåret. På den måde kan de gå lidt ned i tid om sommeren. Efter siestaen oplever jeg, at jeg får en masse energi efter mange lange pauser. Det, synes jeg, er inspirerende. Man er klar, man får tid til hvile, og man får ro til at spise og gøre nogle ting, og får snakket med sine kollegaer.

 

Bryder isen og sprogbarriererne ved hjælp af teknologi og tegnsprog
På den sociale front er det generelt træls, at ikke alle snakker engelsk. Det, synes jeg, er ærgerligt. Men heldigvis har man muligheden for at kommunikere med folk sin telefon via translate-programmer. Det bliver ikke lange samtaler, men enkelte faglige samtaler kan man have eller korte personlige samtaler. Det er skønt at have den mulighed, og de er super søde i situationen og giver sig tid til at kommunikere. De synes også, at det er træls at vi ikke forstår hinanden. Så teknologien er svært at forestille sig uden. Jeg vil måske have mistet 30% viden eller noget i den dur, hvis jeg ikke havde haft den mulighed. Men tegnsprog kan man også komme langt med, og det får man mange grin ud af. Det skal siges, at de ledende personer snakker fint engelsk, nogen bedre end andre.

Mit forhold til Spanien er rigtigt godt. Jeg kan lide spaniernes adfærd. De er gæstfrie, og jeg føler mig tryg. Jeg oplever også helt klart, at jeg er på landet. Der er langt til hovedstaden og Barcelona i forhold til den måde, de lokale snakker om Catalonien og Madrid på; det ikke mange rosende ord, de får med på vejen i den daglige snak.

Flere nyheder

Navne
22-04-2024
Magnus og Nikolaj har vundet DM i Skills
De to nye danmarksmestre Magnus Franch Hald og Nikolaj Dalsgaard Bohfeldt, gav den alt, hvad de havde. De leverede et imponerende stykke håndværk med deres haveanlæg.
Navne
10-04-2024
Magnus og Nikolaj skal kæmpe om at blive Danmarks bedste anlægsgartnere
De to elever har har netop afsluttet to ugers intensiv træning på skolen, hvor har de øvet teknikker, finesser, hurtighed og samarbejdsevner ned til mindste detalje.
Navne
01-03-2024
Tillykke til 21 nye faglærte jordbrugsmaskinførere
Torsdag d. 29. februar 2024 fejrede vi vores nylærte jordbrugsmaskinførere med en dimissionshøjtidelighed.