Vores talentfulde anlægsgartnerelever, Magnus og Nikolaj, har vundet DM i Skills🥇 LÆS MERE
  • Nyheder >
  • JU-faglærer modtager Dronningens Fortjenstmedalje

JU-faglærer modtager Dronningens Fortjenstmedalje

30-08-2021

Vores faglærer, Agner Thomsen, har modtaget Hendes Majestæt Dronningens Fortjenstmedalje i sølv for 40 års tro tjeneste.

D. 1. juli kunne Agner Thomsen skrive på sit CV, at han har været ansat på samme skole i ikke mindre end 40 år som landbrugsfaglærer. Det blev fejret fredag d. 27. august på Bredballegård med en intern højtidelighed, hvor også den nærmeste familie deltog. JU's direktør, Peter L. Moesgaard, holdt en tale for ham, hvor han sluttede af med en stor overraskelse. Skolen havde nemlig indstillet Agner til Dronningens Fortjenstmedalje, og Agner var indtil da uvidende om, at han rent faktisk havde fået den tildelt.

Peter L. Moesgaard uddyber begrundelsen for indstillingen:

”Med sin rolige og venlige facon har Agner fra første dag været vellidt af eleverne. Det samme gælder som medarbejder og kollega. Han er desuden meget stabil og dygtig til sit fag. At arbejde med unge mennesker er noget af en udfordring i sig selv, da ungdomskulturen har forandret sig en hel del, siden Agner startede tilbage i 1981. Han har altid formået at følge med udviklingen og været forandringsparat og klar til at sætte sig ind i nye ting. Det gælder både inden for det landbrugstekniske område, som er hans speciale, det IT-tekniske, men i høj grad også inden for det pædagogiske og didaktiske område.”

Direktøren er stolt over, at skolen har en del medarbejdere, som har fejret 25 års jubilæum og mere til. Men et 40-års jubilæum hører alligevel til sjældenhederne.

I løbet af efteråret skal Agner Thomsen i audiens hos Hendes Majestæt Dronningen.