• Nyheder >
  • JU Århus vil klæde elever på til en mere bæredygtig fødevareproduktion

JU Århus vil klæde elever på til en mere bæredygtig fødevareproduktion

30-06-2021

Med et øget fokus på klima og dermed et mindre forbrug af kød, så bliver der samtidig en øget efterspørgsel på grøntsager, frugt og bær. Vi har hos JU Århus derfor sat os for, at vi vil klæde landmænd og gartnere bedre på til at løfte opgaven, så vi i fremtiden har stærke faglærte, der er kompetente til at varetage forsyningskanalen.

For nylig havde vi debut med vores nye tværfaglige valgfrie specialefag inden for fremtidens bæredygtige og alsidige fødevareproduktion. Fagpakken består af syv forskellige fag, og det første, som skolen har kørt, er Grøntsager m.m. på friland, jord vand og næring. I første runde har holdet udelukkende bestået af landbrugselever, men når det bliver praktisk muligt, så skal gartnerelever og landbrugselever have undervisning sammen. Uddannelsesleder Poul Arne Jansen siger: 

”Det giver rigtig god mening at udbyde de her tværfaglige fag, da de to fagområder i høj grad er begyndt at lappe ind over hinanden på fødevareområdet. Vores skole har en over 130 år lang tradition og stor ekspertise i gartnerfaget, som landbruget kan lære meget af. Omvendt har landbruget også nogle vigtige indsigter, som gartnerne kan få stor nytte af. Med den udvikling, vi ser på fødevaremarkedet, ser vi derfor et stort potentiale i viden- og erfaringsudveksling på tværs af uddannelserne – og ikke mindst på tværs af elever og lærere i selve undervisningen.”

De seks resterende valgfrie specialefag, som står på skemaet i fremtiden, er:

  • Plantagedrift, høst og opbevaring af frugt og bær
  • Produktion af grøntsager på friland
  • Afsætning af grøntsager, frugt og bær
  • Plantekendskab, sygdomme og skadedyr på friland
  • Markteknik, GPS, autostyring, robot m.m.
  • Fødevarekvalitet og emballering af frugt og grønt

Indsigt i frilandsproduktion på Samsø

Som en del af det valgfrie specialefag var landmandseleverne på tur til Samsø, hvor de skulle besøge to lokale grøntsagsproducenter: Henrik Bertelsen og Morten Alexandersen. Hér fik de et spændende indblik i hverdagen og driften. De fik set på mange forskellige afgrøder såsom kartofler, morgenfruer til frø, spinat, rødkål, hvidkål, jordbær m.m. De fik samtidig nogle gode diskussioner omkring afsætning, kontrakter, maskiner, arbejdskraft og opstart af egen virksomhed.

Eleverne satte pris på at få mulighed for at komme ud og få tingene rigtigt i hænderne, og de kunne godt lide den uformelle samtale med landmændene, mens de stod på marken midt i alle afgrøderne. Én understregede også, at det gav et meget bedre indblik i, hvordan afgrøderne rent faktisk trives.

Én af eleverne, Frederik Løjborg Mikkelsen, var kommet på hjemmebane i mere end én forstand. Han er født og opvokset på Samsø, og han er vokset op på en gård med grøntsagsproduktion. Planen er, at han på sigt skal overtage sin bedstefars grøntsagsbedrift, hvor han gerne vil dyrke majs, kartofler og frøavl. Eftersom Frederik er 3. generation og tilmed har haft læreplads hos en lokal Samsø-producent, har han dermed har masser af erfaring med at dyrke grøntsager. Så kender han også til faldgruberne og de udfordringer, man skal være særligt opmærksom på:

”Man skal ville det 100% og have kontrakterne på plads, så man er sikker på sine afsætningskanaler.”

Elevernes vurdering er, at det kan være en lidt hård branche, men at hvis man virkelig vil det, så tror de også, at tiden arbejder for, at efterspørgslen kun vil stige. Klaes Holm Villadsen spår:

”Jeg mener, at specialafgrøder har et stort potentiale i fremtidens fødevareproduktion. Med det store klimafokus, er tendensen er jo helt klart, at vi skal spise mindre kød og mere grønt.”

JU Århus har altså spottet et behov, som er vigtig at få dækket ind med dygtige folk til branchen. Eftersom det er et valgfrit specialefag på 2. hovedforløb, så skal faget ses som en tilbygning på uddannelsen. Det påvirker dermed ikke de overordnede landbrugsspecialer, som er kvæg, svin og planter.