• Nyheder >
  • Nanna og Marius stiller op til DM i anlægsgartnerfaget

Nanna og Marius stiller op til DM i anlægsgartnerfaget

16-08-2021

Nanna og Marius er begge ved at uddanne sig til anlægsgartnere på JU Århus. Snart kan de måske også skrive ”Danmarksmester” på CV’et.


I år er de to elever nemlig blevet udtaget til at stille op til danmarksmesterskabet for anlægsgartnerelever. De er ca. midtvejs i uddannelsen, og til januar starter de på deres 3. hovedforløb. Så lige nu er de egentlig i en praktikperiode, men de har haft et afbræk i uge 31 og 32, hvor programmet stået på en intensiv træningslejr på skolen i Beder. Så nu er begge konkurrencedeltagere fuldstændig kampklar. Nanna forklarer, hvorfor hun har valgt at sige ja til udfordringen:

”Det er hårdt arbejde, men jeg ser det som en stor oplevelse samtidig med, at jeg lærer en masse undervejs. I to uger får vi ene-undervisning, og vi gennemprøver ting, som vi slet ikke er nået til endnu på uddannelsen – og vi lærer også finesser og teknikker, som faktisk slet ikke kommer på pensummet. Det er også et stort skulderklap at blive valgt ud blandt flere hundrede andre elever, og jeg er ikke i tvivl om, at det rent karrieremæssigt er en rigtig positiv ting at have stående på sit CV.”

Konkurrencen, som bliver afholdt fra d. 25.-27. august 2021 på messen Have & Landskab i Slagelse, er blevet stablet på benene på initiativ fra branche- og arbejdsgiverforeningen Danske Anlægsgartnere. DM i Skills 2021 blev desværre aflyst pga. COVID-19, og af den grund blev det ”uofficielle” mesterskab i år sat i søen for at rette fokus på faget, som for tiden oplever en stor efterspørgsel på arbejdskraft. Søgningen til uddannelsen er dalet, men efterspørgslen på elever og uddannet arbejdskraft er støt stigende. Det er en udvikling, som stærke rollemodeller som Nanna og Marius kan hjælpe med at vende, så flere unge for øjnene op for de mange spændende muligheder i anlægsgartnerfaget.

Marius’ læremester Niels Kristian Fusager, indehaver af Skibbild Anlægsgartner A/S, siger om Marius’ deltagelse:

”Mit håb er, at det vil betyde, at der bliver sat ekstra fokus på den kvalitet, vi arbejder på at udføre hver dag. Det har været mit mål og ønske i gennem mere end 30 år, at godt håndværk skal værdsættes, og det ikke altid bare handler om en billig pris. Marius er én af flere elever, vi har i dag, hvor der er gode kvalifikationer, gåpåmod – og lyst til at arbejde med faget og dygtiggøre sig. Dét bliver der mangel på i fremtiden.”

Jan Svenstrup fra Faurlund ApS er ligeledes meget begejstret for, at hans elev, Nanna, er blevet udtaget til konkurrencen:

"Det har stor betydning for vores firma at have en elev, der er med i konkurrencen. Vi vægter faglig kvalitet meget højt i firmaet og derfor er det dejligt at se, hvordan vi også på elevniveau formår at have høj kvalitet. Der er ingen tvivl om, at Nanna virkelig brænder for sit fag. Hun er opfindsom, kreativ og fuld af gåpåmod. Hun har bestemt også flair for faget, er faglig meget dygtig både i det teoretiske og det praktiske."

Om de to konkurrencedeltagere:

Nanna Olsen Westerlund, 23 år, er i lære hos Faurlund ApS, Langå

Marius Rosenlund Kjærgaard, 19 år, er i lære hos Skibbild Anlægsgartner A/S, Vildbjerg