• Nyheder >
  • Som blomsterbinder er Tinna blomstret op igen

Som blomsterbinder er Tinna blomstret op igen

16-07-2021

Drømmen om en fremtid i frisørfaget blev desværre knust for Tinna Bruun, men hun har nu taget hul på et nyt kreativt kapitel i sit liv. Med blomsterbinderuddannelsen fra JU Århus på CV’et og et fast job i en blomsterbutik har fremtiden fået nyt håb.

25-årige Tinna Bruun fra Stoholm har altid vidst, at hun ville være frisør og på den måde bruge sine hænder kreativt. Hun startede i faget som 16-årig, og har gennem årene stillet op til DM og diverse andre konkurrencer. Hun elskede det – og en arbejdsdag kunne let snige sig op på 12 timer. Simpelthen, fordi hun bare ikke kunne lade være. Så det var en stor sorg for hende, da hun måtte indse, at hun ikke længere kunne holde til det. Efter otte år i frisørfaget, hvor hun havde haft nogle uhensigtsmæssige arbejdsstillinger, sagde kroppen simpelthen stop. Hun fik en diskusprolaps i nakken, som betød et endegyldigt farvel til dét fag, hun elskede så højt. Efter i en periode derefter at have været bilsælger, som bare ikke var hendes rigtige” hylde”, blev hun klar over, at blomsterbinderuddannelsen på JU Århus kunne hjælpe hende til at realisere en ny drøm med en hverdag fyldt med blomster.

16 intensive uger på skolebænken

Tinna startede på uddannelsen på JU Århus i Beder i det helt tidlige forår og afsluttede i starten af juli måned. Hun fortæller, at hun blev meget positivt overrasket over det høje faglige niveau på skolen:

Marianne og Karin (skolens undervisere red.) er virkelig legendariske. De stiller høje krav, men tager udgangspunkt i den enkeltes niveau. Der er prøver lagt ind undervejs, og det matcher godt til min konkurrencementalitet, så jeg hele tiden presser mig selv til at blive bedre. Selve uddannelsen har været perfekt for mig med hensyn til indhold og længde. Jeg er ikke et sted i mit liv, hvor jeg skal på SU i to år for at tage en ny uddannelse. Jeg er ordblind, og jeg er vild med, at der er en hands-on tilgang i stedet for, at jeg har skullet sidde med næsen begravet i bøger. Fordi jeg er så passioneret omkring faget og har flair for, hvad der fungerer visuelt, så tror jeg på, at blomsterbinderuddannelsen lige præcis var dét springbræt, jeg havde brug for. Og jeg er spændt på, hvor det kan bringe mig hen på sigt.

Herunder kan du se nogle af dine flotte blomsterkreationer, som Tinna har lavet, mens hun gik på blomsterbinderuddannelsen:

Inspirerende mormor og fælles pippi-mentalitet

Interessen for blomster kommer ikke fra fremmede. Tinnas mormor hedder Margit Bruun, og hun har med Bruuns Have faktisk gjort blomster til sit levebrød. Hun driver en blog med indbygget webshop, tilbyder kurser og holder åben have i sit hjem i Vridsted ved Skive. Efter Tinna var stoppet som bilsælger, havde hun en svær periode, hvor hun var halvdeprimeret og meget usikker omkring sin fremtid. Så hun begyndte at tilbringe meget af sin tid hjemme hos sin mormor. Under hendes vinger, fik hun fornyet energi og en stor interesse for blomster opstod. Mormoren åbnede hendes øjne for blomsterbinding og blomster i det hele taget. Margit Bruun er egentlig uddannet kørelærer og er autodidakt indenfor blomsterfaget. Hun er typen, der bare kaster sig hovedkulds ud i ting. Den pippi-mentalitet á la det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt kombineret med en stor arbejdsomhed og en kreativ åre, er tydeligvis gået i arv til hendes barnebarn.

Ansættelseskontrakt i hus

Tiden sammen med mormoren kickstartede en ny passion og gav fornyet håb for fremtiden, som hun blev nødt til at undersøge nærmere. Så hun tog sagen i egen hånd og skaffede sig en virksomhedspraktik hos blomsterbutikken Kornblomsten i Stoholm. Sammen med Jobcentret fandt hun efterfølgende frem til blomsterbinderuddannelsen hos JU Århus, hvor hun først startede med seks ugers selvvalgt uddannelse. For at kunne få dækket udgifterne til hele den 16 uger lange uddannelse, krævede jobcentret dog, at hun havde en ansættelseskontrakt på plads først. Én af skolens binderi-undervisere havde en kontakt hos ejeren af blomsterbutikken Guldregn i Bjerringbro – og det viste sig, at hun gerne ville tilbyde Tinna et fast job, når hun havde gennemført den fulde uddannelse. D. 2. juli kunne Tinna derfor med sit uddannelsesbevis som blomsterbinder i hånden se frem til at tage hul på en ny hverdag, hvor hun nu laver flotte blomsterkreationer til Guldregns kunder.

Fra venstre ses Tinna sammen med sin nye chef Bodil Lejsgaard (i midten) og til højre kollegaen Susi Nørgaard.