Hvad er et grundforløb?
Alle vores uddannelser begynder med et grundforløb. Grundforløbet klæder dig på til din videre uddannelse og din første oplæring. Grundforløbet er delt i to, og hver del varer som udgangspunkt 20 uger.
Grundforløb 1
På første del af grundforløbet bliver du undervist i emner som arbejdsmiljø, samarbejde, arbejdspladskultur og praktikpladssøgning. Efter grundforløbets første del fortsætter du direkte på grundforløbets anden del. Grundforløb 1 er som udgangspunkt for dig, der kommer direkte fra folkeskolen.
Skolen har dog gennem en forsøgsordning mulighed for at optage et antal elever på Grundforløb 1, selvom det er over 1 år - dog max. 2 år - siden, de afsluttede 9. eller 10. klasse.
Grundforløb 2
På anden del af grundforløbet bliver undervisningen målrettet den uddannelse, du har valgt. Du skal stadig have grundfag som biologi, naturfag og matematik. Forløbet afsluttes med en prøve. Grundforløb 2 er for dig, der gik ud af folkeskolen for mere end et år siden, lige har afsluttet grundforløb 1 eller er startet din uddannelse med en læreplads.