Gode råd når du søger læreplads
Du har fundet en virksomhed i Danmark eller i udlandet, som du virkelig gerne vil være lærling hos. Du kan se, at I vil være et godt match, og at du kan lære noget. Hvad gør du så nu?
Den første kontakt
Det er altid en god idé at tage kontakt til den virksomhed, du gerne vil i lære hos. Ring og præsentér dig, eller lav en aftale om at komme forbi. Det viser initiativ, og det sætter arbejdsgiveren garanteret pris på.
Ansøgning
Når du skriver din ansøgning, er det vigtigt, at arbejdgiveren kan mærke, at du brænder for at få lærepladsen. Fortæl, hvorfor det netop er dig, der skal tages i betragtning som deres kommende lærling. Fortæl, hvorfor du søger lærepladsen, og hvorfor de skal vælge dig. Tænk på, at din ansøgning skal præsentere dig, så virksomheden får lyst til at indkalde dig til en samtale.
Oplæringssamtale
Oplæringssamtalen er der, hvor du finder ud af, om virksomheden er noget for dig og omvendt. Forbered dig, inden du tager til samtale, for eksempel ved at tænke over, hvad du vil svare på spørgsmål som "Hvad synes du, du er god til?" og "Hvorfor vil du gerne i oplæring hos netop vores virksomhed?"